Udstillinger

Lægeforeningens boliger

Efter koleraens hærgen i de københavnske arbejderkvarterer blev sammenhængen mellem dårlige boligforhold og sygdom tydelig. I 1853 tog en kreds af filantropiske læger initiativ til at oprette sunde og billige boliger uden for voldene for de ubemidlede klasser: Lægeforeningens Boliger.

Boligerne blev opført i 1853 uden for Københavns volde på Østerfælled. Den systematiske hygiejne fik stor betydning for bebyggelsens planløsning. Blokkene lå med en indbyrdes afstand, så den friske luft kunne strømme mellem husene, og der var rigeligt med lys og godt drikkevand.

I 1855 bestod lejerne af 53 håndværkere, 28 arbejdsmænd, 18 enker og 21 andre som fx sømænd. I 1875 var der 204 håndværkere, 202 arbejdsmænd, 138 enker og enlige kvinder (syersker, fabriksarbejdere, vaskekoner og plejemødre) og 56 andre. Da bebyggelsen var på sit højeste, boede der ca. 2.000 mennesker, heraf ca. 800 børn.

Det afgrænsede område og den ensartede befolkning gjorde stedet ideelt til afprøvning af lægernes initiativer. Beboernes adfærd blev overvåget af en inspektør og flere pladsmænd. Hvis huslejen ikke blev betalt til tiden eller der var ufred, blev man sat ud. Lægerne holdt øje med beboernes sundhedstilstand og sendte hvert år indberetninger til Indenrigsministeriet om udviklingen af fx epidemier og børnedødelighed. Få år efter de første beboere flyttede ind i boligerne, kunne lægerne Emil Hornemann og C.S. Engelsted statistisk bevise, at beboerne havde en bedre sundhedstilstand end befolkningen i indre bys overfyldte arbejderkvarterer.

Boligerne blev således opført både for at højne de fattiges sundhed og moral og for at imødegå borgerskabets angst for et uregerligt proletariat.